Opskrifter

Jeg er ikke nogen ørn i et køkken – primært fordi det mere er de ernæringsmæssige kvaliteter, samt indtagelse af mad og drikke, der interesserer mig. I stedet samarbejder jeg med nogle af landets fremmeste madkunstnere, om at lave lækre, ernæringsrigtige retter. For at give dig et klart indtryk af, at BodyComp tankerne sagtens kan omsættes til ufatteligt velsmagende opskrifter har jeg samarbejdet med nystartede Hellerup Cooking om at lave en stribe lækre opskrifter. Her kommer en stribe skud fra hoften, der henvender sig til dig, der vil kombinere sundhed, mæthedsfremme og velsmag i én og samme opskrift.
 
LAMMEMØRBRAD MED BAGTE GRÆSKAR (1 person)
 
1 lammemørbrad, ca 125 g
friske krydderurter, fx basilkum, persille og purløg - finthakkede
20 g mandler
æggehvide fra et æg
 
Bagte græskar
150 g græskar,
1 tsk olivenolie
Rosmarin
havsalt
200°, 30 min.
 
Marinerede bønner
150 g grønne bønner
1 spsk finthakket rødløg (ca 20 g)
2 tsk balsamicoeddike
1 tsk olivenolie
salt og peber
 
Dressing: Citroncreme
1 spsk fromage frais
1 knsp revet citronskal
1 knsp sukker (eller sirup)
salt og peber
 
 
Fremgangsmåde:
1. Kog de grønne bønner i letsaltet vand i ca 5 minutter. Lad dem køle af. Hak løget fint og bland det med bønnerne i en skål. Hæld balsamico og olivenolie over, krydr med salt og peber, vend det hele og sæt på køl i mindst en halv time - gerne længere.
 
2. Skræl græskarret og skær det i båd. Pensl med olivenolie, drys med salt og rosmarin, og læg dem i et ovnfast fad. Sæt fadet i en 200° varm ovn og bag i 30 minutter.
 
3. Hak krydderurterne og mandlerne fint og bland sammen. Pisk æggehviden skummende. Vend lammemørbraden først i ægget og siden i krydderurter og mandler. Varm en stegepande med lidt flydende Becel, og brun mørbraden på alle sider. Skru ned for blusset og steg videre ca 5-6 minutter. Lad mørbraden hvile 5 minutter før den skæres i centimeter tykke skiver.
 
Kan også serveres med dressing Raita i stedet for citroncreme.
 

 
STEAK FRITES MED BEARNAISE (1 person)
 
Her udfordrer vi en af de helt tunge herre-retter ...
 
1 god mager oksesteak, fx engelsk bøf skåret af oksefilet (150 g ?)
en anelse lidt olivenolie
to dråber flydende becel
salt og peber
 
Fritter
200 g rodfrugter, fx persillerod, pastinak, gulerod og/eller rødbede
1 tsk olivenolie
frisk rosmarin
havsalt
 
Bearnaisedressing
2 spsk fromage frais
1/2 tsk bearnaise essens
1/2 tsk flydende honning
salt og peber
 
 
Fremgangsmåde:
1. Skræl rodfrugterne og skær dem i stave. Vend stavene grundigt med olivenolie og salt i en røreskål og fordel dem på en bageplade med bagepapir - i ét lag. Drys med frisk rosmarin og sæt pladen i en 200° varm ovn i 45 minutter.
 
2. Rør ingredienserne til dressingen godt sammen i en skål og lad den trække i køleskabet, til den skal serveres. Justér smagen med essens, salt og peber.
 
3. Varm en tør stegepande, gerne støbejern, godt op. Tør bøffen af med køkkenrulle og pensl den med en lille smule olie. Krydr den godt med salt og peber. Brun bøffen to minutter på hver side, skru ned for blusset, tilsæt lidt flydende becel og lade den stege færdig. Hvor længe afhænger af bøffens tykkelse og hvor rød du vil ha' den. Husk at lade den hvile 5 minutter efter stegning.
 
4. Servér straks bøffen med masser af fritter og bearnaisedressing, og nyd en klassiker i kaloriefattig forklædning.
__________________________________________________________________________________
 
 
SUND OG SIMPEL KÅLSALAT (4 personer)
Jeg oplever desværre, at mange klienter savner fantasi til at sammensætte kålretter, der er værd at spise. Altså med mindre kålen vendes i et par liter fløde. Derfor kommer her inspiration til vores Clean Cole salat, som ikke blot er en ernæringsmæssig perle, men samtidig glider ned med et smil – selv hos børnene derhjemme. Typisk lader vi den ledsage noget ovnstegt kylling med skind eller et par solide laksesteaks.
 
Opskrift: Et fintsnittet hvidkålshoved (800 gram) og 200 gram groft reven gulerod blandes med en dressing af 1,5 dl Skyr og 3 spsk god fed mayonnaise, 1 tsk sennep, lidt salt og peber. Lad gerne salaten stå og trække et par timer. Serveres kold.