Er fuldkorn lidt for opreklamerede?

Lad det være sagt med det samme – jeg er stor tilhænger af fuldkorn. Skal der korn på bordet er det helt indiskutabelt, at de sundhedsmæssige gevinster er markante, hvis det er de grove varianter, der foretrækkes, frem for de groft forulempede typer, hvor skaldelene er udraderet og kun kornets næringsfattige indmad finder anvendelse. Alligevel har jeg længe undret mig over, hvad der ligger til grund for den stadigt tilbagevendende promovering af kornprodukterne som den rene superfood, for nu at bruge en af tidens mest populære termer?

Forundringen bunder i, at jeg i mine mange års virke på Institut for Human Ernæring, KU, med fokus på energistofskiftet, har til gode at se forbrændingsmønstre i kroppen, der matcher den energimæssige fordeling, som kostanbefalingerne – herunder dem der gælder kornprodukterne – lægger op til. Det er således helt og aldeles indiskutabelt, at kroppen i hvile, inklusive denne situation, hvor jeg ligesom så mange andre sidder på min flade bagdel ved et tastatur og lader fingrene danse hen over tastaturet, tyr til forbrænding af overvejende fedt. Protein og kulhydrat bidrager kun med en beskeden andel til energiforsyningen. Et væsentligt bidrag leverer kulhydraterne først, når der fx trænes, og dermed leveres brændstof til krævende muskelarbejde. Det begrænser kulhydraternes relevans til de situationer, hvor musklerne udfordres med en løbetur eller lignende.

Hvor ofte det sker, varierer i sagens natur en del fra person til person, med professionelle udholdenhedsatleter som de absolutte storforbrugere og it-nørderne som den diametrale modsætning. Selv aktive motionister, der kombinerer stillesiddende arbejde med maratonforberedende løbetræning eller anden idræt, skruer reelt kun op for kanonerne 3-5 gange om ugen. Konsekvensen er, at det tilsvarende kun giver mening at lade de kulhydratbugnende stivelseskilder fylde tallerkenen 3-5 dage om ugen, og primært i forbindelse med de måltider, der flankerer træningen.  De øvrige dage vil der være sund fornuft i at moderere mængden. Ikke nødvendigvis ved at fjerne korn og andre stivelseskilder helt, for hjernen skal stadigvæk have fyldt kul(hydrat) på forbrændingsmotoren; men i noget mindre mængde, end en anbefaling på >50 % af dagens kalorier lægger op til.

Netop i denne tid hvor forskningen peger på, at overdrevne kulhydratorgier disponerer for mavefedme og generelt er mindst lige så sundhedsskadelige som større mængder mættet fedt, og hvor øgede mængder animalsk protein formodes at kickstarte forbrændingen i det brune fedt, som vi voksne vist alligevel har på kroppen, savner jeg en kritisk stillingtagen blandt sundhedsforskerne. Det er klart, at grove kulhydrater er en ret billig vej til sunde næringsstoffer. Men lad os for en gangs skyld sætte målestokken højere end den svageste del af befolkningen, undertrykke trangen til at fare i flint mod alle de ”alternativt” orienterede helseapostle, der hos deres klienter oplever bedring, når glutenindtaget reduceres, og generelt overveje, hvorfor det tilsyneladende fungerer rigtig godt for mange mennesker at skære gevaldigt ned på stivelseskilderne. Kunne det skyldes, at en fysisk inaktiv krop, der blot stimuleres for alvor 3-5 timer om ugen, vantrives, når makronæringsstofindtaget er fuldstændig skævt i forhold til makronæringsstofforbrændingen? Og hvis det er tilfældet, hvad bør det så afstedkomme af justeringer omkring kostråd, kampagner og almen vejledning blandt sundhedsfagligt personale? Ja, personligt har jeg, på baggrund af den evidensbaserede forskning, min viden fra arbejdet med stofskiftet og ikke mindst de positive erfaringer fra vejledningen af talrige klienter, draget mine egne konklusioner. De lyder på, at det for de fleste voksne danskere giver mening at nedjustere mængden af stivelseskilder til noget der ligner 1-1,5 dl gryn til morgen, 1-2 skiver brød til frokost og ¼-½ tallerken pasta, ris eller bulgur til aften.

Og nej, det er ikke fordi jeg opfatter kornprodukterne som decideret farlige. Udover kulhydraterne giver de os jo en masse gode sager, som kostfibre, B-vitaminer, proteiner og i visse tilfælde også sunde fedtstoffer. Problemet i min optik er, at alle de supplerende stoffer er dyrkøbte, når prisen er, at kroppen skal fyldes med kulhydrater, som oversvømmer blodbanen, stresser blodsukkerreguleringen og ultimativt sætter sig som en kedelig fedtdunk på maven. Har man ikke gennem et intensivt træningspas gjort sig fortjent til at svælge i stivelse, er det for kroppen langt mere hensigtsmæssigt at få fibre og vitaminer fra frugt og grønt, protein fra kød, fisk og fjerkræ, og  sunde fedtstoffer fra gode planteolier, fede kerner, nødder og fed fisk. Og så tilsætte en afmålt mængde af stivelseskilderne, primært til det måltid, der følger lige efter træning, så muskler og hjerne forsynes med lidt ekstra brændstof.